Steve McQueen er en af mine personlige nulevende favoritinstruktører. Hans tidligere spillefilm Hunger og Shame var nogle der sad sig i mig længe efter filmen var slut. McQueen har, som Trier med Gainsbourg og Refn med Gosling, fundet sin darling i Michael Fassbender. I hans nyeste film er Fassbender der igen, dog ikke som hovedkarakter, men som dennes største modstander.
Så selvom vi på Spotlys sjældent skriver om storfilm, ville jeg gerne lige give 12 Years A Slave et ord med på vejen. Filmen får præmiere i Danmark d. 20.02.14. Jeg har været så heldig at se den allerede. Efter min mening adskiller den sig en del fra McQeens tidligere film. Der er mere Hollywood og mindre Videokunst. (McQueen har inden sin karriere som instruktør lavet videokunst.) Selvom at denne autentiske historie er grotesk og dybt forfærdelig, var Hunger og Shame som film mere ubehagelige og efterlod publikum med en større følelse af væmmelse, er min holdning. 12 A Slave har dog også sin del tåkrummende scener. Filmen bliver mere end en film om slaveri i USA fordi McQueen viser sit talent for tragi-komik. Særligt en scene hvor, uden at røbe for meget, slaverne vækkes midt om natten for at tilfredse den drikfældige slaveejer(Fassbender) med dans tvang mine læber op. De søvndrukne hårdtarbejdende mennesker må danse ægte sydstatsstil mens de kæmper med at holde øjnene åbne.
Som i Hunger og Shame følger vi en mandelig protagonist, ham her af den mere ædle slags. Han kæmper sin kamp, og giver ikke op. Som titlen indikerer lever denne mand som slave i 12 år. Mere skal der ikke røbes. Jeg vil anbefale den, men samtidig, til de hardcore McQueen fans, advare om at denne film rammer et bredere publikum. Og det måske på bekostning af noget af det McQueen som instruktør gør bedst? Bedøm selv når den rammer de danske lærreder i februar.
spotlys 